Forfatter: BB admin

Med egen skibakke, teater og vin-terasser

Har du oplevet at finde et sted som du ofte kørte forbi, men ind til denne dag havde overset? Og så viser det sig at stedet slog benene væk under dig? Den oplevelse havde jeg i efteråret, da vi ved et rent tilfælde fandt Naturparken Hedeland.

I bogen ”Løven, heksen og garderobeskabet” af C.S Lewis, går de fire børn igennem et garderobeskab, og kommer ud i fantasilandet Narnia på den anden side”.

Det var lidt den fornemmelse jeg havde, da vi en halvgrå efterårsdag dag kørte rundt, for at finde et sted at gå en tur. Pludselig så vi et stort amfiteater – i det der lignede ingen ting. Men nysgerrigheden var vakt og vi kørte ned ad den lange grusvej til parkeringspladsen. Det viste sig at vi var kommet til Naturparken Hedeland.

Det er et stort naturområde som udover det flotte amfiteater også har sin egen skibakke med lift! Det er meget kuperet og vi havde en flot udsigt på turen bl.a. ind mod Roskilde. Naturen er meget varieret og der er god plads, så jeg glæder mig til at skulle derud igen til foråret.

Hvis du også skulle have lyst til at se Naturparken Hedeland, skal du lige have et par smagsprøver på hvad du kan opleve:

  • Kommer du den første søndag i måneden vil du kunne opleve Hedelandløbet (når corona er ovre)
  • I sommerhalvåret kan du for 20 kr. få en tur med minijernbanen
  • Der er både vandre- og cykelstier at udfolde sig på
  • Du kan bruge legepladsen for de små, powerfitness banen for de større og hundeskoven for de firebenede

Jeg vil anbefale at du går ind på Naturparken Hedelands hjemmeside før du tager afsted. Det er en location der egner sig godt til mange forskellige aldersgrupper – så rigtig god fornøjelse i Hedelandet.

Om at gå ved siden af bussen

Mange af os har en meget fastgroet effektivitetstankegang. Det vigtigste er at komme hurtigt frem. At komme mest effektivt fra A til B. Men nogle gange ligger der ikke en bevist tanke bag hvorfor vi gør som vi gør. Tør du udfordre dine egne vaner?

Hvorfor gør vi egentlig som vi gør? Det kan være meget sundt en gang i mellem at analysere éns egne mønstre og overveje om det er sådan man ønsker det skal være. I dag vil jeg sætte fokus på transport. Det kan godt være det hurtigste er at tage bussen eller bilen – men er det nødvendigt og er det dét du har lyst til?

Der er tider i livet hvor det er vigtigt at der ikke er spildtid. Har du f.eks. små børn og fuldtidsarbejde, så har det betydning at komme så hurtigt fra arbejdet til børnehaven, fordi jeres tid sammen er vigtig. Men så går årene, og nogle gange bliver vi ved med at gøre som vi altid har gjort. Nu har du måske et ikke så lille barn mere der går i gymnasiet. Er det stadigvæk lige så vigtigt at komme hurtigt hjem? Eller at få klaret lørdagsærinderne så effektivt som muligt? Hvad er det tiden går fra, hvis jeg kommer en time senere hjem? Måske er det bare sofatid?

Jeg er et evaluerende menneske. Så på et tidspunkt var disse tanker også oppe at vende hos mig. Jeg havde i mange år ikke kunne gå så meget. Men nu var det heldigvis sort datid. Jeg brugte bare stadigvæk de gamle vaner. Tog metroen og derefter bussen når jeg havde være ude. Hele vejen hjem til døren. En dag gik det op for mig at det var ikke nødvendigt mere. Jeg kunne vælge at gå.

Det var en enorm friheds følelse at have dette valg. Jeg lærte at spørge mig selv hvad jeg havde lyst til – inden jeg steg på bussen. Ofte var det at gå de sidste par km hjem. Eller bare stå af et par stop før. Nogle gange gik jeg også ind til byen – og når jeg så havde hænderne fulde af poser, var det fint at tage bussen hjem.

Så hermed en opfordring til dig: Prøv at tænke på din hverdag. Er der nogle vaner du kan ændre på, for at få lidt flere skridt ind i din dagligdag?

Måske det bare er, at stå af et par stop før og gå det sidste stykke hjem, ved siden af bussen.