Tag: Ordrupgaard

Den æstetiske oplevelse

I denne lille miniserie om oplevelseskompasset, er det den æstetiske oplevelse, der er fokus på i dag.

Inden du har læst denne artikel til ende – vil du vide hvordan du kan opleve ægte digital kunst i din egen stue. Ikke bare på skærmen – men på dit sofabord, køkkenvask eller hvor du har lyst til at sætte en skulputur.

Vi befinder os i den nederste, venstre del af oplevelseskompasset. I den helt rene form, er deltageren passiv – men ude i virkeligheden er denne type oplevelser ofte knyttet til læringsdomænet, hvor du tager aktiv del i oplevelsen. I denne miniserie gennemgår vi domænerene ét af gangen, så derfor vil jeg i min beskrivelse af en æstetisk oplevelse holde mig til at deltageren er passiv.

Når du som jeg bliver tiltalt af æstetiske oplevelser, vil du vide at det er oplevelser der sætter hele sanseapparatet igang. Den store forskel fra den underholdende oplevelse er den lodrette akse i modellen. Den beskriver i hvilken grad man tilegner sig oplevelsen. Den stærke æstetiske oplevelse påvirker modtageren. Jo flere sanser jo bedre. Det er den forskel der er mellem at se et naturprogram om sydsverige i tv (underholdning) eller at selv sidde på Kullen og se over til Gilleleje mens du kan dufte mosset og høre havet (æstetisk).

Men hvor finder vi så de gode oplevelser til alle os med hang til æstetik?? Det korte svar er at det gør du lige uden for din hoveddør. Eller hvis du vil blive indendøre kan du blot gå på internettet – her er der nemlig ved at åbne et kunstmuseum som leverer kunst til dig, lige der hvor du er. Men lad os tage det lidt længere svar, og dykke ned i tre konkrete oplevelser som kan blive dine:

1: I haven ved Ordrupgård kunstmuseum venter der en storslået kunstoplevelse, som oven i købet er helt gratis. Hvis du tager picnickurven med, kan du sidde og spise frokost, under kunstværker af internationale anerkendte kunstnere som Olafur Eliasson. Parken er skøn i sig selv, men det der hæver dette sted op til noget ganske særligt, er at der bag hver hæk og træ dukker de smukkeste kunstværker op. Hvis du ikke allerede har besøgt parken ved Ordrupgård vil jeg varmt anbefale dig, at sætte den på udflugtslisten for denne sommer. 

2: Det giver jo næsten sig selv at naturoplevelser falder ind under dette domæne. Et vigtigt element når man skelner mellem en hændelse (som en gåtur) og en oplevelse er at der er noget der overrasker. Der sker noget man ikke havde ventet. Det er jo i sagens natur svært at planlægge en overraskelse for sig selv 🙂 Men det du kan gør, er at opsøge naturoplevelser steder hvor du ikke er kendt i forvejen. Ved at gå på opdagelse nye steder er jeg sikker på at du – nogle gange -vil støde på noget der overrasker dig og hæver din gåtur til en oplevelse.

Det var præcis det jeg oplevede for et par uger siden hvor jeg gik tur på Mariebjerg Kirkegård. Formålet med min tur var bare at gå en tur et sted hvor der ikke var så mange andre mennesker. Men med mig hjem fik jeg nogle rigtig gode minder om smuk velplejet natur, overraskende arkitektur og en naturoplevelse ud over det man kan forvente i storkøbenhavn.

3: Dette punkt kræver en lille introduktion:

Jeg er meget optaget af hvordan vi kan bruge oplevelser til at tilføje værdi til vores egen og andres hverdag. I særdeleshed digitale oplevelser er et område der ligger mig meget på sinde, fordi jeg ser et stort udviklingspotentiale i den digitale verden som de fleste af os bruger. Underholdende oplevelser er naturligvis meget udbredt i den digitale verden, f.eks. ved computerspil. Men i de universer størstedelen af os bevæger os i er der plads til at skabe mere interagernede oplevelser.

DERFOR syntes jeg det er super spændende at jeg som det 3. punkt kan præsentere dig for et digitalt kunstværk som du kan installere i din egen stue. Værket hedder The Wrestlers og er lavet af Ditte Ejlerskov. Det er købt af Roskilde museum for samtidskunst – som forøvrigt er ved at overgå til at være digitale – og du kan hente det på deres hjemmeside.

Når du har instaleret værket i din stue – kan du jo forevige det ved at tage et foto – som kan printes ud og sættes i ramme. Så har du dit eget unikke værk.

Hvis du kender én der kan have glæde af at læse denne artikel er du meget velkommen til at dele den 🙂

Gå efter kunsten

Har du tænkt over hvad der giver dig gode oplevelser på dine gåture?

Jeg syntes det er motiverende at kombinere nogle af mine gåture med et formål. F.eks. at se på kunst. Det giver mig glæde og gode minder.

Dette indlæg skal handle om at gå efter kunsten. Hvis du bor i København som jeg, er du ualmindelig heldig fordi det vrimler med fantastiske muligheder for at se både klassisk og moderne kunst. I det følgende får du tre tips til, hvor dine skridt kan sættes sammen med nogle gode kunstoplevelser:

Sophienholm ved Lyngby har en rigtig fin og stor park. Her er der rig mulighed for at se skulpturer i mange afskygninger. Det er overvejende moderne kunst og der er mange danske kunstnere repræsenteret som: Ib Spange Olesen, Hanne Warming og Ingvar Cornhammer. Sidst nævnte har lavet en af mine favoritter: “Bænk”

Bænk (2003) Ingvar Cornhammer

Ordrupgaard er et meget interessant kunst museum som er har en mindre park, hvor der er gratis adgang.  Parken er et besøg værd i sig selv. Her er der samtidskunst repræsenteret fra nogle af tidens højt profillerede kunstnere. Det er et rigtig godt bud på en destination for en udflugt under denne nedlukning nr. jeg-ved -kke-hvad  som vi er ved at gå ind i nu. Selv om nogle af værkerne er lukket i vinter perioden, syntes jeg stadig det er en tur værd. Og så kan gåturen udvides med en tur rundt i skovområdet omkring museet.

Det sidste sidste tip er de store kirkegårde. Bispebjerg, Solbjerg og Vestregård  bare for at nævne nogle, byder alle på skulpturer fra forskellige perioder. Hvis du vil gå mere målrettet efter at finde dem, kan du se beskrivelser på Københavns kommunes hjemmeside. Du kan finde det ved at google den kirkegård du vil besøge.

På Bispebjerg kirkegård er der både klassiske statuer og mere abstrakte skulpturere. Selv holder jeg meget af “Stemningen” af Preben Boye, som i sin udforming invitere børn og nysgerrige voksne ombord.

“Stemning” Preben Boye

Jeg håber du har fået inspiration til at opsøge kunsten, selv om den ikke lige nu er tilgængelig på museerne. Rigtig god tur!