Tag: Den ene fod foran den anden 2.0

2.0

“Den ene fod foran den anden” – er kommet et skridt videre.

Siden har fået en grafisk make-over, som du måske har bemærket 🙂 Men den vigtigste forandring er at bloggen fremover vil bevæge sig i en lidt anden retning.

I det sidste års tid har jeg arbejdet på flere små projekter. Ét af dem er denne blog hvor jeg har skrevet om dejlige steder at gå tur.

Grunden til at jeg har fundet det vigtigt at skrive om fine steder at gå, er at det giver mig nogle små hverdags oplevelser, når jeg ser og oplever nye steder. Det giver mig værdi. Omdrejningspunktet fremover vil netop være “hvad er det der giver dig værdi i hverdagen?” Hvilke mål og drømme kan være med til at skabe basis for et liv med høj livskvalitet?

I mit eget liv har jeg hele tiden nogle mål jeg arbejder på at nå. Nogle mål er små og andre vil det tage årevis at nå. Min oplevelse er at ud over den glæde der er når et specifik mål nåes – så er der også en bonusgevinst. Og det er følelsen af selv at have kontrol over i hvilken retning mit liv bevæger sig. At jeg selv kan være med til at påvirke hvilke værdier der skal være grundpillerne i mit liv, og hvordan det kommer til udtryk i den måde jeg vælger at leve mit liv på.

Jeg er ikke coach. Men jeg har oplevet at det virker og jeg holder også af vejen hen til målet (bare den ikke er for lang – lidt utålmodig har man lov at være 🙂 )

Men nu er det jo sådan med livet at det ikke altid går i den retning vi selv havde tænkt os. Ind i mellem sætter livet nogle rammer for os der er snævre og ikke giver de muligheder vi kunne ønske os. I sådanne faser af livet, er det efter min mening endnu vigtigere at have en plan, og nogle mål som man ønsker at arbejde hen imod. Det at kunne holde fast i et lille hjørne af tilværelsen hvor man selv bestemmer retningen, er umådeligt vigtigt hvis alt andet i tilværelsen er usikkert for en stund.

Der er lige så mange mål som der er mennesker. Nogle drømmer om at blive økonomisk uafhængige.  Andre ønsker at leve et minimalistisk liv, hvor der er overskud af tid og plads til ro. Drømmen kan også være at leve sundt, med (hjemmedyret) fødevarer der bliver tilberedt fra bunden eller en hverdag der giver mulighed for at dyrke meget motion. Det er næsten altid muligt at dele en drøm op i små bidder. Det kan f.eks. være at sætte sig for ikke at købe brød, men at bage det selv. Det kan være første skridt på vejen mod et liv med sundt hjemmelavet mad.

Med  denne 2.0 udgave af min blog, ønsker jeg at inspirere til at overveje hvad der er det gode liv, for dig og hvordan du kan tilrettelægge vejen derhen.

Udover min blog har jeg nu samlet flere af mine små-projekter her på siden. Det er bla. mine designs af trackers og andre digitale produkter som sælges gennem min Etsy shop, som der er linket til på forsiden. På Spreadshirt har jeg også en lille shop hvor jeg designer t-shirts og andre fysiske produkter. Du kan også finde linket til den shop, på forsiden. 

Sidst men ikke mindst vil jeg opfordre dig til at følge min pinterest profil hvis du vil følge med i hvad der sker i mit lille digitale univers. 

Så hermed vil jeg byde dig velkommen til “Den ene fod foran den anden” 2.0. Jeg håber du vil få værdi af det indhold der er her på siden. Bedste hilsner fra Bettinna

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial