Tag: Gå tur Bornholm

Hammerknuden rundt

Hammerknuden bør efter min mening stå på  top-5-listen over steder-at-se, når du besøger Bornholm. En gåtur hér rummer essensen af Bornholm: Hav og masser af klipper.

En af min barndoms bedste ferier var på Sandvig familiecamping og mindet om første gang jeg så Opalsøen, står stadig meget klart i min erindring. Denne sommer havde jeg fornøjelsen af at kunne tage min egen teenager med Hammerknuden rundt og det var en storslået oplevelse. Og teenageren beviste at turen god kan gennemføres i et par Birkenstock sandaler, så der er ingen undskyldning for ikke at komme afsted 🙂

Her får du et kort resume af hvad ruten byder på:
Turen er på 7 km og tager 2-3 timer alt afhængig af hvor mange udkigs-pauser I tager undervejs. Bilen kan parkeres ved Sandvig familiecamping. Der er en fuldstændig betagende udsigt på hele ruten og på meget af turen er der kig ud over Østersøen. Nogle steder rejser klipperne sig højt, både ved siden af stien og ned mod vandet.

Ruten er afmærket med blåt og veksler imellem sti og muligheden for at gå på klipper. Så det er ikke en tur hvor barnevognen skal med 🙂 

Hammerhavn ligger ca. halvvejs og er en lille afstikker værd. Her er der både mulighed for at bruge toiletterne og at få tanket sukkerdepoterne op med en is.

Opalsøen er en så enestående natur-oplevelse at dén alene ville være hele turen værd. Det klare vand er omkranset af klipper på alle sider. Her er der (i sommer sæsonen) mulighed for at springe i det dybe vand fra klipperne – eller at tage en tur med Danmarks længste tovbane over søen (se mere her).

Når I forlader Opalsøen er der ikke langt til parkeringspladsen hvor turen kan afsluttes med at få kølet fødderne i Østersøen ved Sandvig strand lige ved siden af.