Tag: Bornholm

Autentisk Bornholmsk charme

Lige dér hvor Rønne lufthavn slutter, starter en lille, charmerende by som er et godt bud på en destination, hvis du vil besøge en Bornholmsk by som ikke er propfuld af turister, selv på en juli-dag.

Arnager er et lille fiskerleje  (godt 150 indbyggere) der ligger 8 km fra Rønne på vejen mod Dueodde. Byen er kendt for den lange træbro som forbinder den med havnen som ligger 200 meter fra kysten: Broen er Nordeuropas længste bygget af træ.

Byen er skøn til at gå i, med små gader som snoer sig op og ned i landskabet. Her er også et røgeri, hvor frokosten eller aftensmaden kan nydes. Det ligger lidt afsides hvilket gør det meget familievenligt. Den tilhørende legeplads så meget populær ud blandt røgeriets yngste gæster.

Hvis du har parkeret ved røgeriet og går ned til vandet, vil jeg varmt anbefale dig at gå en lille omvej ned ad Varpeløkken til den gule gård. Her fandt jeg en sommerferiedag, et lille galleri med sand på gulvet og svaler under bjælkerne og smukke billeder på væggen. Indretningen var meget finurlig og gav en god helhedsoplevelse af galleriet, der osede af ferie-stemning. 

Der kunne købes kaffe og muffins til at nyde i den meget idylliske gård. Her siger billeder vist mere end ord:

Dit besøg i Arnager er ikke fuldendt før du er blevet blæst godt igennem på turen ud til den lille havn på den flotte træbro. Jeg ved ikke om jeg havde mod på at gå derud en blæsende efterårsdag. På en sommerdag hvor der var sol og godt gang i Østersøen, var det en meget sanselig oplevelse.

God tur

Categories: Gå ved vandet Tags: Tags: , ,

Hammerknuden rundt

Hammerknuden bør efter min mening stå på  top-5-listen over steder-at-se, når du besøger Bornholm. En gåtur hér rummer essensen af Bornholm: Hav og masser af klipper.

En af min barndoms bedste ferier var på Sandvig familiecamping og mindet om første gang jeg så Opalsøen, står stadig meget klart i min erindring. Denne sommer havde jeg fornøjelsen af at kunne tage min egen teenager med Hammerknuden rundt og det var en storslået oplevelse. Og teenageren beviste at turen god kan gennemføres i et par Birkenstock sandaler, så der er ingen undskyldning for ikke at komme afsted 🙂

Her får du et kort resume af hvad ruten byder på:
Turen er på 7 km og tager 2-3 timer alt afhængig af hvor mange udkigs-pauser I tager undervejs. Bilen kan parkeres ved Sandvig familiecamping. Der er en fuldstændig betagende udsigt på hele ruten og på meget af turen er der kig ud over Østersøen. Nogle steder rejser klipperne sig højt, både ved siden af stien og ned mod vandet.

Ruten er afmærket med blåt og veksler imellem sti og muligheden for at gå på klipper. Så det er ikke en tur hvor barnevognen skal med 🙂 

Hammerhavn ligger ca. halvvejs og er en lille afstikker værd. Her er der både mulighed for at bruge toiletterne og at få tanket sukkerdepoterne op med en is.

Opalsøen er en så enestående natur-oplevelse at dén alene ville være hele turen værd. Det klare vand er omkranset af klipper på alle sider. Her er der (i sommer sæsonen) mulighed for at springe i det dybe vand fra klipperne – eller at tage en tur med Danmarks længste tovbane over søen (se mere her).

Når I forlader Opalsøen er der ikke langt til parkeringspladsen hvor turen kan afsluttes med at få kølet fødderne i Østersøen ved Sandvig strand lige ved siden af.