Tag: Garderhøj fort

Krig og fred i Jægersborg

Garderhøj fort er bygget for at kunne forsvare København i krig, men giver en følelse af fred, når man træder ind på det grønne område. Du kan høre trafikken – som de fleste steder udendørs i Storkøbenhavn. Men bort set fra dét, emmer området af ro. Jeg var der en forårsdag i maj, og at vade gennem det høje græs fyldt af mælkebøtter og bidende ranunkel, var en dejlig oplevelse som jeg  ikke havde forestillet mig, da jeg parkerede bilen ti minutter tidligere.

De grønne arealer er en natur-tidslomme at træde ind i. Ved indgangen ligger det skønneste røde murstenshus, som på den ene side er dækket af efeu. Området er omkranset af træer, som hvis de kunne tale, ville kunne berette om i hvert fald den sidste verdenskrig.

Toppen af selve fortet er bevokset med højt græs. Når du har besteget de mange trin på trappen, står du oppe ved flagstangen – i nøjagtig samme niveau som du gik i for et øjeblik siden. Det er en pudsig oplevelse der skyldes at fortet ligger i kælder niveau.

Man kan gå en fin tur på 20 minutters tid i området, men hvis du har flere kilometer i benene, er det bare om at følge skiltene mod ”Ermelunden”. Det er et stort område med grønne arealer, skov og mose. Der er anlagt rigtig gode stier, som gør det behageligt at gå i det kupperede terræn. I skoven er der et bålsted og flere steder er der sat borde og bænke op.

Skoven er 70 ha, så der er masser af mulighed for at få gået en god lang tur. ”Ermelunden” ligger lige ved siden af Dyrehaven, men her på en 2. pinsedag i solskin, var der slet ikke så mange mennesker som man kan forvente at se i Dyrehaven.

Der skal betales entre for at besøge museet, men der er gratis adgang til de udendørs områder.Læs mere om Garderhøj fort på deres hjemmeside: https://garderhojfort.dk/