Østerbro

Når jeg har sat mig ved tastaturet de sidste uger, med det mål at skrive et indlæg  om en bydel i København – har jeg startet med at kigge mit fotoalbum igennem. Det har givet mig et indtryk af hvad jeg har fundet interessant når jeg har bevæget mig i netop den del af København.

Når jeg skriver “Østerbro” i søge feltet kommer der knap 1500 billeder frem – et bevis for at jeg har gået meget i netop dette område.

Østerbro er en meget stor og varieret bydel som dækker: Langelinje, Nordhavn, til bygrænsen i Hellerup, grænser op mod Nordvest. Rigshospitalet ligger også lige inden for bydels-grænsen. Der er faktisk ikke mange grønne områder her. Den ene park der er dominerende er til gengæld stor – Fælledparken. Men der er  små lommeparker og urban-naturprojekter mange steder. 

Da jeg kiggede mine Østerbro billeder igennem var der to typer motiver der dominerede: Natur og Arkitektur. Ikke lige hvad jeg havde ventet når jeg ser et overblik på Google maps. Denne artikel bliver mere en reflektion end en konkret tur-guide.  Det der har fanget min interesse nok til at at jeg har hevet telefon op af lommen – vil være omdrejningspunktet. Jeg håber at disse små dryp af micro-natur-oplevelser og smukke arkitektur-detaljer, vil give dig lyst til selv at undersøge hvad Østerbro har at byde på.

Har du tænkt over hvor lidt der indimellem skal til for at gøre et stort indtryk?

Jeg tror at det har noget med den kontekst at gøre som vi oplever noget i. På Ryesgade er der nogle ihærdige mennesker som hvert år får de smukkeste klatre roser til at blomstre omkring deres opgangsdører. Disse store og smukke roser står i kontrast til det meget urbane miljø med meget lidt frodighed. Roserne får mig hvert år til at stoppe op og nyde dem. Faktisk tror jeg at de printer sig mere ind i min bevidsthed – end hvis de var en del af en stor rosenhave.

Samme oplevelse har jeg af den fantastiske rødbøg der står ved Sortedamssøen. Det føles lidt som at få en uventet gave, når jeg en forårsdag går forbi den og ser alle de spæde nyudsprungne blade.

Østerbro er en skattekiste for os der holder af design og arkitektur. Det kan betale sig at gå på opdagelse i baggårde og på stierne. Særligt den ældre del af universitets områderne har stadig nogle meget fine ting at byde på (lidt endnu – for det er desværre ikke noget der bliver vedligeholdt). Men også private byggerier med nogle år bag sig, har smukke og finurlige detaljer at byde på. Og det er der faktisk størst mulighed for at opleve til fods, fordi nogle af de gader der er lukket for biler, har nogle meget charmerende bygninger at byde på. I det hele taget syntes jeg at der er en verden til forskel når jeg kører igennem Østerbro – og når jeg går. Der er så mange smukke detaljer af området som ikke er muligt at se når man kører.

Rigtig god tur.

Categories: Gå i byen Tags: Tags: , ,
Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial