Snaptun

Det kan godt være at jeg har et blindt punkt for de bynavne der er i mit eget område. Men jeg syntes altså at der er et sandt overflødighedshorn af underfundige navne i Østjylland, hvor vi fik lov at tilbringe en ferie uge. Bare for at nævne nogle få: Glud, Pøt, As og så Snaptun.

Spantun er en lille havneby der ligger lidt nord for Juelsminde med knapt 500 indbyggere og hele to færger ud til øerne Hjarnø og Endelave. Der er også en havn hvor både erhvervsfiskere og fritidssejlere holder til. En gå-tur her byder på unplugged natur og charmerende havneliv.

Der går en natursti igennem byen som på i alt 22 km. Vi valgte en lille del ud og gik rundt om byen – en tur på ca. 5 km. Naturen var varieret undervejs, men fællesnævneren var ‘uberørt natur’. En dejlig afveksling når man som jeg ofte går i parker og på anlagte områder, som der jo er flest af i København.

En del af stien gik så tæt ved vandet som det er muligt at gå uden at få våde sko –  med siv på begge sider og en skøn udsigt over mod Hjarnø. Undervejs passerede vi en granskov som nok er den tætteste skov jeg nogen sinde har set. Træerne stod næsten stamme mod stamme. Her kunne man i al fald ikke gå!

Turen sluttede ned ad Havnevej med havet som smuk baggrund og en charmernede by på begge sider af vejen. Området er meget præget af “True North” – en efterskole – som rent arkitekturmæssigt er sluppet godt fra at fylde godt på begge sider af vejen: Stedet virker åbent og indbydende og der bidrages til byen med det meget flotte vægmaleri som du kan se øverst i dette indlæg.