Tag: København

Vesterbro: Kunst og gamle stalde

“De oplevelsesrige små gadeforløb mellem de lave bygninger giver fornemmelsen af at gå omkring i en lille landsby.“Dette citat er fra en rapport om Værdifulde kulturmiljøer i København. Stedet der beskrives ligger ganske tæt på hovedbanegården, og er fyldt med kontraster til den omlæggende del af Vesterbro.

I dag vil jeg starte en mini-serie som vil vare en lille måneds tid.  Jeg tager tråden op fra dette  indlæg fra maj 2021 hvor jeg kom med forslag til hvilke mål du kan sætte for din gå tur. Én af ideerne er at udforske de dele af din by hvor du ikke kommer på daglig basis. Den udfordring har jeg selv taget op, og i den næste måneds tid vil du kunne læse om forskellige by-dele i København.

Hovedgade er Vesterbrogade som strækker sig langs næsten hele kanten af bydelen. Den mest kendte gade er nok Istegade som strækker sig fra Hovedbanegården og ned midt igennem kvarteret og slutter i den smukke Enghaveplads.

Den tur jeg vil tage dig med på i dag er et lille område tæt ved Istegade. Det er et område som med sin arkitektur skiller sig markant ud. De fredede bygninger ligner noget der burde ligge langt ude på landet, og fungere som lader og arbejdesbygninger for en gammel herregård. De gule murstenshuse er faktisk gamle arbejdsbygninger, som går under betegnelsen “Den brune- og den grå kødby”. Den største bygning er Øksenhallen- kender du måske – som et et aktivt sted for messer og konferencer (i hvert fald før Corona). Den blevet  i sin tid bygget som Kvæghal og har siden haft forskellige funktioner frem til 1960 bla.  til opstaldning af dyr.

Hele vejen rundt om hallen er det charmerende miljø heldigvis bevaret. De toppede brosten,  gule mure med de store porte,  og  bygningerne med de karakteristiske danneborgsvinduer får én til at glemme at man går i København i 2022. Her er der mange muligheder for at gå på opdagelse, igennem  de små gårde og ind i de mange kroge som stedet gemmer på.

I dag bliver bygningerne brugt til kulturelle aktiviteter. Noget der virkelig ses rundt mellem bygninger er at Billedskolen i Tvillinghallen er én af beboerne  i den gamle Kødby. Her undervises  500 børn og unge i mange forskellige kreative udtryksformer. Eksempler på de flotte værker, er udstillet i det fri. 

Så der er meget at lade øjet gå på opdagelse i, mens fødderne går igennem de gamle gader her på Vesterbro.

Kilder:

DGI Byens hjemmeside

Værdifulde kulturmiljøer i København

Categories: Gå i byen Tags: Tags: , , ,

Opdag din by

Hvor godt kender du din by? Det kan være du bor i en storby – hvor lokalområdet er en by-del. Måske bor du i en mindre by, men kender du alle veje og områder?

Mon ikke mange af os har en tendens til at vælge den samme vej når vi skal på arbejde, følge børnene i skole eller hente morgenbrød? Min erfaring er at der ligge mange overraskelser lige om hjørnet hvis du går på opdagelse i din egen by. Da jeg begyndte at gå andre veje i mit nærområde, fandt jeg bla. en park og to mandshøje marionetdukker.

Det kan være praktisk at følge de samme ruter hver dag. Når det drejer sig om at få hverdagen til at hænge sammen, giver det ofte god mening at tage den korteste vej fra A til B. Men nogle gange betyder det at vi kan have boet et sted i mange år – uden at kende nærområdet særligt godt. Det kan du udnytte til din fordel, hvis du har brug for motivation til at gå flere skidt i hverdagen. 

Det er dejligt nemt at starte en en gå-tur uden foran éns egen hoveddør – og der er noget særligt i at opdage noget som har været der hele tiden – men som jeg bare ikke har kendt til. Nogle få kilometer fra min bopæl ligger Dyssegårdsparken. Jeg havde boet her i mange år, før jeg opdagede dette sted. Ikke fordi jeg ikke gik tur i mit nabolag – jeg gik bare ikke lige der hvor dén lå. 

Den opdagelse har gjort at jeg jævnligt udfordre mig selv til at gå steder jeg ikke har været før. Flere af de oplevelser jeg bære med mig som særlige gå-turs-minder, er fra disse ture.

En oplevelse er jo i bund og grund et brud med hverdagen – med det vi plejer at se, føle og høre. Derfor giver det rigtig god mening at når vi bryder med det kendte vil der ligge små hverdagsoplevelser og vente på os.

Et sted jeg har gået igennem mange gange er området omkring Bispebjerg hospital. Én dag besluttede jeg mig for at gå på de stier og omveje jeg ikke havde været på før. Omme bag én af de gamle bygninger ventede der mig en overrakselse: Her var opsat en lille pavillon med to store marionetdukker i. De er lavet så man kan “tage dem på” og derved lave sit eget lille teater stykke. Det er i hvertfald ikke noget jeg ser hver dag, og denne lille pudsige oplevelse bære jeg med mig som en af de skønne hverdagsoplevelser.

Hvad du kommer til at opleve vil tiden vise… 

Rigtig god tur!

Wild Syd Vest

Da jeg startede med at gå tur på gaderne i København – dengang som gæst i byen – var der mange områder der var rå og upoleret. Nu 25 år senere har byfornyelse på godt og ondt, gjordt by-delene pænere og måske også lidt mere ens.

Men de findes heldigvis endnu – områderne der har lidt kant og upolerethed over sig. Et af dem er det gamle DSB areal omkring Otto Busses vej i SV kvarteret. 

Når du besøger dette sted skal du ikke følge en fast rute. Det er det perfektested at gå på opdagelse. Se hvor du kommer hen, følg de smutveje du ser, og undersøg hvad der er bag den bygning eller for enden af dén sti.

Disse tre steder fandt jeg særligt spændende – håber du kan blive inspireret til at besøge en rigtig interessant del af København, som lige nu er under forandring.

1: Lokomotivværkstedet er en tidligere DSB bygning som i dag fugere som eventlokaler. Det er desværre ikke muligt at gå ind i lokalerne, men det er også et storslået syn udefra. Er du som jeg fan af arkitektur fra starten af 1900 tallet er det bestemt et besøg værd.

2: Banegaarden er et område på 15.000 km2 med vild natur. Det i sig selv skaber en særlig stemning, fordi det er overraskende at finde, ganske tæt på Dybbølsbro station. Men det som jeg syntes er helt fantastisk ved dette sted, er  det miljø der er blevet skabt omkring de 9 lader. Her er der bla. cafe, gårdbutik og en scene, som er tilsammen skaber et helt unikt sted, hvor man bare har lyst til at sætte sig ned – og bare suge stemningen til sig.

3: Village Vesterbro er et helt nyt og anderledes kollegie-byggeri bestående af små værelser med køkken. Det ligner nærmest små kasser der er stablet oven på hinanden. Der er bygget i træ, og jeg syntes at dette sted er med til at skabe en sammenhæng i området. Det ligger tæt ved de gamle lader på Banegaarden, som er ved at blive restaureret og på den måde skabes der et smukt samspil mellem nyt og gammelt.

Jeg kan varmt anbefale dig at gå på opdagelse her i denne (næsten) vilde urbane natur og bydel.

 

Solbjerg park-kirkegård

Mit første indtryk af Solbjerg park kirkegård, er at her er fred. Ikke kun gravfred, men også ro og fred for os der går tur her. Det er der ikke mange der gør, en regnvåd lørdag.

Kirkegården er ved at blive omlagt til et rekreativt område. Det er dog en meget lang proces som først vil være afsluttet i 2050. Men som et led i omlægningen er der ind til videre blevet lavet 5 ellipse formet rum i det 18 ha store område.

Jeg læste først på wikipedia om de 5 haverum da jeg kom hjem fra min gåtur. Men de er ret vellykket, for det var også dem – som jeg havde fundet mest bemærkelsesværdige ved parkkirkegården. Særligt vandhaven er meget smuk, og det der gør dette anlæg særligt virkningsfuldt er at der løber en lille kanal igennem haven som både starter og slutter uden for ellipsen.

Kirkegården er et oplagt sted at gå venindetur. Her er ikke gode lange stier og allér hvor benene bare kan gøre arbejdet og der ikke er så meget til at afbryder snakken.

Hvis man foretrækker den gå-form som Anna Skyggebjerg…i sin bog kalder ”interval træning” er dette også stedet. De ellipse formede haverum er nemlig indhegnet af høje hække og der er bænke hvor man kan side i fred og fortsætte samtalen.

”…først går vi rundt i Frederiksberg have; vi kalder det for intervaltræning, fordi vi indimellem sætter os på en bænk.” Anna Skyggebjerg fra bogen: ”gå tur – om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden.”

Hvis du er alene på tur og vil sidde i ro og fred i et af de lukkede haverum, kan du tage Anna Skyggebjergs bog med. Den kan lånes på e-reolen. Jeg har været meget glad for at læse den og du kan se min anmeldelse her. 

Rigtig god tur.

Tre grønne oaser i Hellerup

I Hellerup havn ligger en rosenhave med havudsigt. I starten af juli når alle roserne står i fuldt flor er det én af de skønneste pletter i Storkøbenhavn. Haven har holdt sit 100-års jubilæum og selv om den er lille, er den er en tur værd, da du faktisk kan se hele tre flotte parker på din gåtur.

Hellerup Strandpark blev indviet i 1918 og var resultatet af en konkurrence om at skabe en bypark i Gentofte omkring lystbådehavnen som på det tidspunkt var nyanlagt.

Vinderen blev landskabsarkitekt Gudmund Nyeland Brandt. Han havde rejst en del og blandt andet arbejdet i England, hvilket skinner igennem i rosenhaven som er inspireret af den engelske have-stil ’Art and Craft’.

Ud over rosenhaven er der også en staudehave som er indhegnet af høje hække, hvilket giver en meget rolig atmosfære. Det er et fantastisk sted at sidde en sommereftermiddag med en bog. Selv om der er mange der bruger havneområdet, er der gerne god plads i parken.

Nu du er i nabolaget er der et tredje sted du bør besøge og det er Øregårdsparken. Den ligger en lille gåtur på 1 ½ km fra Hellerup havn.

Det er en meget fin park som ligger i forbindelse med Øregaards museum. De har flere udstillinger om året og er bestemt et besøg værd hvis du er glad for kunst skabt omkring 1900 tallet. Øregaards museum har formået at få sat fokus på flere danske malere, som man ellers ikke ser så ofte. Museets samling dækker perioden 1750-1950.

Parken omkring museet rummer 16 skulpturer så du har mulighed for at se masser af kunst på din vej. Her er også en rigtig fin lejeplads hvis der er børn med på turen.

Kilder:

https://da.wikipedia.org/wiki/G.N._Brandt

Plancher på området

Categories: Gå i byen Tags: Tags: , , ,

3 steder du måske ikke har set i Nord Vest

Nord Vest kvarteret i København, er et område med stor diversitet. Det rummer både den naturskønne Utterslev mose, villakvarterer og gamle industriområder, som er under forandring. I dette indlæg vil jeg sætte fokus på tre steder i Nord Vest, som du måske ikke kender, men som jeg bestemt synes er et besøg værd.

1: Smedetoftens plads

Pladsen er helt ny-renoveret og blev indviet i december måned 2020. Den ligger foran et ungdomskulturhus og selve pladsen er indrettet så den henvender sig til de unge i kvarteret. Henrik Dannemand fra Berlingske-tidende kaldte det et ”Udendørs teenage værelse”. En betegnelse jeg synes rammer plet.

Det er en plads der både lægger op til, at man kan være aktiv og hænge ud. Det mest markante er den store lysring der hænger over pladsen og som bliver tændt ved solnedgang. Den skifter langsomt farve, så den passer til skumringens farver! Godt tænkt!

2: Skolehaverne i Lersøparken

Når du går ned gennem Lersøparken og har Bispebjerg hospital bag dig, ligger der en gemt perle inde bag hækken til højre i parken. Det er en af de ældste skolehaver i Danmark og den er vældig charmerende. Det er et skønt sted at gå på havevandring, på en tur gennem byen. Jeg kan varmt anbefale dig at se de ’skjulte haver’ bag de højre hække. Du kan smugkigge ved at se denne rigtig fine video om haverne. Link til kort (Google Maps)

3: Fårefolden

Ved siden af Utterslev mose, på det stykke der vender ud mod Mosesvinget og Rådvadsvej, er der en stor fårefold. Det er muligt at gå derind og klappe de krøllede dyr. Hvis du er på tur med mindre børn, bør det være et hit.  Lige ud for foldens ene hjørne, er der en bro ud i mosen: et meget fint sted at holde pause, hvis man er på tur rundt om den østligste af de tre moser.

Jeg håber du er blevet inspireret til at gå på oplevelse i Nord Vest. På Facebook kan du dele billeder og kommentarer fra din tur som inspiration til andre.

 

God tur 

Krig og fred i Jægersborg

Garderhøj fort er bygget for at kunne forsvare København i krig, men giver en følelse af fred, når man træder ind på det grønne område. Du kan høre trafikken – som de fleste steder udendørs i Storkøbenhavn. Men bort set fra dét, emmer området af ro. Jeg var der en forårsdag i maj, og at vade gennem det høje græs fyldt af mælkebøtter og bidende ranunkel, var en dejlig oplevelse som jeg  ikke havde forestillet mig, da jeg parkerede bilen ti minutter tidligere.

De grønne arealer er en natur-tidslomme at træde ind i. Ved indgangen ligger det skønneste røde murstenshus, som på den ene side er dækket af efeu. Området er omkranset af træer, som hvis de kunne tale, ville kunne berette om i hvert fald den sidste verdenskrig.

Toppen af selve fortet er bevokset med højt græs. Når du har besteget de mange trin på trappen, står du oppe ved flagstangen – i nøjagtig samme niveau som du gik i for et øjeblik siden. Det er en pudsig oplevelse der skyldes at fortet ligger i kælder niveau.

Man kan gå en fin tur på 20 minutters tid i området, men hvis du har flere kilometer i benene, er det bare om at følge skiltene mod ”Ermelunden”. Det er et stort område med grønne arealer, skov og mose. Der er anlagt rigtig gode stier, som gør det behageligt at gå i det kupperede terræn. I skoven er der et bålsted og flere steder er der sat borde og bænke op.

Skoven er 70 ha, så der er masser af mulighed for at få gået en god lang tur. ”Ermelunden” ligger lige ved siden af Dyrehaven, men her på en 2. pinsedag i solskin, var der slet ikke så mange mennesker som man kan forvente at se i Dyrehaven.

Der skal betales entre for at besøge museet, men der er gratis adgang til de udendørs områder.Læs mere om Garderhøj fort på deres hjemmeside: https://garderhojfort.dk/

Om at gå på opdagelse

Mine lørdagsture er også mine opdagelses-ture. De foregår gerne alene og for det meste har jeg ikke et slut og start punkt for turen. Jeg udvælger mig et område jeg gerne vil undersøge nærmere og så går jeg på kryds og tværs, ind i gårde og ad små stier. Stort set hver eneste gang får jeg uventede oplevelser.

Jeg har siddet og set ud på Kalkbrænderihavnsgade mange gange, når S-toget har taget mig ind mod byen. Jeg synes det er et meget trøstesløst område når man sidder der i toget. Det eneste lyspunkt er Svanemølleværket i sin nostalgiske byggestil og med udsigt til Øresund.

Men lidt ved et tilfælde kom jeg ind i dette område på en lørdagstur hvor der ikke er nogen på arbejde i kontorerne og det derfor ikke forstyrrer at man går lidt på opdagelse. Det jeg fandt, var et område fuld af modsætninger og sin helt egen charme.

Der er mange forskellige ruter at gå, så jeg vil hellere give dig 3 fokuspunkter som jeg fandt særligt interessante.

1: Den mest iøjnefaldende arkitektoniske kontrast jeg vist nogen sinde har set, ligger på Amerika Plads. Det er den gamle Frihavnens station fra 1895 som er omgivet af store moderne kontorbygninger. Det er Heinrich Wenck der er arkitekten bag – som også har tegnet Københavns Hovedbanegård.

De nye kontorbygninger er også et ekstra kig værd, og der ligger fine gårde gemt nogle steder med skulpturer og urban beplantning som også sine steder får et skulpturelt præg.

 

2: Århusgade kvarteret har også noget kant, fordi der ligger gamle bygninger ind imellem de nye lejlighedskomplekser. Det er interessant at følge med i tilblivelsen af en hel ny bydel i København, så her kan jeg kun anbefale dig at slå et smut omkring.

3: Det sidste fokuspunkt er lystbådehavnen bag ved Svanemølleværket. Her emmer af stemning og du får gået en del kilometer uden egentlig at rykke dig ud af stedet. De lange moler hænger naturligt nok ikke sammen, men området er tæt af stemning og charme og er alle skridtene værd – selv om du går frem og tilbage. Der er en hektisk aktivitet og en hel anden stemning end man finder på Østerbro og i Hellerup som dette område ligger i mellem.

Tak fordi du ville følge med mig på min lørdagstur. Jeg håber at det har inspireret dig til selv at gå på opdagelsesture lige der hvor du bor. Udfordre dig selv ved at vælge steder som virker kedelige på overfladen og undersøge om der måske ligger nogle oplevelser gemt, hvis du går på opdagelse.

Plads til leg

Lige på grænsen til Gentofte kommune ligger en lidt overset park som ikke gør den store væsen af sig, når man kommer fra Københavner siden. Det første man ser er nemlig en stor plæne. Men parken er et besøg værd, og har meget mere end grønt græs at byde på.

Jeg havde boet rigtig mange år i området før jeg opdagede Dyssegårdsparken. Men det er en af de opdagelser der blev lidt af en øjenåbner for mig. Et af mine hovedærinder med denne blog, er at opfordre til at gå på opdagelse der hvor du bor. Måske kan du genkende det mønster at man nemt får en vane med at bruge de samme veje, gå ad de samme stier og i det hele taget bare færdes der hvor man plejer. Og så kan der nemt ske dét, at man overser et sted der er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Sådan et sted er Dyssegårds parken.

Selv det store grønne græsareal som jeg først syntes var ret kedeligt, er jeg begyndt at holde af, fordi det faktisk er rart at kunne være steder i byen hvor der er god plads, og hvor alt ikke er ’anlagt’.

Du kan gå parken rundt på ca. 20 minutter men den indeholder underholdning til flere timer. Det er et oplagt sted at tage på udflugt med børn. Udover en velholdt legplads, indbyder hele parken til leg og udforskning, på de små trampestier igennem krattet. Jeg syntes det er meget tiltalende at man har ladet noget bevoksning stå, til at danne rammen for leg og fantasi. Hvis I har en bold eller frisbee med, er der masser af plads at lufte dem på.

Parken rummer flere borde og bænke hvor madpakkerne kan nydes, hvis I da ikke vælger modellen med at tænde op i bålstedet, og tilberede frokosten der.

Lige ved siden af legepladsen er der et område med motionsredskaber, hvor de voksne også har mulighed for at få pulsen op.

Jeg er ikke selv den heldige ejer af en hund, men hvis jeg var, ville jeg helt sikkert benytte den indhegnede del af parken som er beregnet til at hundene kan løbe frit. Faktisk er der også tænkt på ejerne, for der er placeret borde og bænke i dette område så det er muligt at hvile de to ben, mens de firbenede får rørt deres.

Sagt med andre ord er Dyssegårds parken et udflugtsmål du kan skrive på din liste over steder at tage hen, en varm forårs- eller sommerdag, hvor hele familien har brug for en dag under åben himmel.

Efter at have skrevet dette indlæg, var jeg et smut inde på Gentofte kommunes hjemmeside. Der faldt jeg over den oplysning at stadsgartner Alex Andesen lagde vægt på aktive fritidsbeskæftigelser og sport” da han i 1950´erne anlagde parken. Faktisk synes jeg det er meget imponerende at det er lykkes i en sådan grad, at det også er dét indtryk den 70 år gamle park efterlader hos mig: Her er plads til at lege.

Den smukkeste allé i København

Lige nu blomstrer kirsebær alléen på Bispebjerg kirkegård. Det har været et meget populært udflugtsmål de sidste 5 års tid, på nær sidste år hvor alléen var lukket pga. Corona. I år har vi heldigvis mulighed for at se den smukke alle igen, dog med de begrænsninger, at alléen er lavet ensrettet og man ikke må gøre ophold. Men den lyserøde blomsterhimmel er alligevel et besøg værd, så her får du en lille intro til adgangsforholdene her i år 2021.

Du kan stadig gå ind ad indgangene ved Frederiksborgvej. Det tager et kvarters tid at gå fra indgangen overfor Grundtvigs kirke og ned til den anden ende af kirkegården. Der er tydelig skiltning hele vejen, med lyserøde skilte. Når du kommer ned til Støvnæs allé, ledes du ud af kirkegården igen for at stå i kø.

Det er ikke i år du kan tage den helt store fotosession med blomstrende baggrund, for det er ikke tilladt at stoppe op. Man må gerne fotografere, men bare ikke gøre holdt. Når du har bevæget dig under ’den lyserøde sky’ leder skiltene dig ud mod udgangene ved Skoleholdervej og Frederiksborgvej.

Jeg gik lige ind lidt over syv her til morgen, men jeg vil gætte på at du skal beregne god tid til at stå i kø, hvis du kommer i weekenden.

Hvis du tager turen til Bispebjerg kirkegård, vil jeg opfordre dig til at bruge lejligheden til at gå lidt mere på opdagelse på det store område, som gemmer på mange fine detaljer. Du kan finde inspiration i mine to indlæg her og her.

Kirkegården er åben mellem 7.00 og 22.00

Du kan eventuelt læse information og se et kort på Københavns Kommunes hjemmeside:  https://www.kk.dk/artikel/bispebjerg-kirkeg%C3%A5rd-i-nordvest