Wild Syd Vest

Da jeg startede med at gå tur på gaderne i København – dengang som gæst i byen – var der mange områder der var rå og upoleret. Nu 25 år senere har byfornyelse på godt og ondt, gjordt by-delene pænere og måske også lidt mere ens.

Men de findes heldigvis endnu – områderne der har lidt kant og upolerethed over sig. Et af dem er det gamle DSB areal omkring Otto Busses vej i SV kvarteret. 

Når du besøger dette sted skal du ikke følge en fast rute. Det er det perfektested at gå på opdagelse. Se hvor du kommer hen, følg de smutveje du ser, og undersøg hvad der er bag den bygning eller for enden af dén sti.

Disse tre steder fandt jeg særligt spændende – håber du kan blive inspireret til at besøge en rigtig interessant del af København, som lige nu er under forandring.

1: Lokomotivværkstedet er en tidligere DSB bygning som i dag fugere som eventlokaler. Det er desværre ikke muligt at gå ind i lokalerne, men det er også et storslået syn udefra. Er du som jeg fan af arkitektur fra starten af 1900 tallet er det bestemt et besøg værd.

2: Banegaarden er et område på 15.000 km2 med vild natur. Det i sig selv skaber en særlig stemning, fordi det er overraskende at finde, ganske tæt på Dybbølsbro station. Men det som jeg syntes er helt fantastisk ved dette sted, er  det miljø der er blevet skabt omkring de 9 lader. Her er der bla. cafe, gårdbutik og en scene, som er tilsammen skaber et helt unikt sted, hvor man bare har lyst til at sætte sig ned – og bare suge stemningen til sig.

3: Village Vesterbro er et helt nyt og anderledes kollegie-byggeri bestående af små værelser med køkken. Det ligner nærmest små kasser der er stablet oven på hinanden. Der er bygget i træ, og jeg syntes at dette sted er med til at skabe en sammenhæng i området. Det ligger tæt ved de gamle lader på Banegaarden, som er ved at blive restaureret og på den måde skabes der et smukt samspil mellem nyt og gammelt.

Jeg kan varmt anbefale dig at gå på opdagelse her i denne (næsten) vilde urbane natur og bydel.

 

Hjarnø

Der er altså noget ved øer!

Jeg er så taknemmelig over at bo i et land som er omgivet af hav –  og synes at det er fantastisk, at der oven i købet er så mange øer i det hav. Faktisk over 400 navngivne øer! Heraf 72 beboede.

Jeg har rigtig mange gåture tilgode på de mange danske øer, men i sommer fik jeg fornøjelsen af at opleve Hjarnø.

Den ligger i Horsens fjord. Det tager kun 7 minutter med den lille færge fra Snaptun. Med et areal på kun 3,2 Km2 er det en meget overskuelig eftermiddagstur at gå øen rundt. Det er heldigvis muligt at gå tæt ved vandet det meste af turen rundt, så du både kan nyde markerne inde på land og udsigten ud over havet.

Det lader til at de godt 100 indbyggere på øen er mere innovative end gennemsnittet af den danske befolkning. På den lille Hjarnø er der efterskole, restaurant, campingplads, galleri, efterskole samt cykel- og golfvogn udlejning. Og så i øvrigt også et vinlaug. Så hvis du har lyst til en heldagstur, er der nok at opleve.

Flere steder er der borde og bænke hvor en medbragt madpakke kan nydes. Hvis der er mindre børn med på turen vil det være oplagt at gøre holdt ved skolehaverne. Her er der en rigtig fin legeplads og det er også muligt at tænde bål.

Højdepunktet for mig var at gå på den sydlige del af øen. Der var en helt fantastisk uberørt natur, hvor vi gik med den smukkeste udsigt til havnen og Hjarnø kirke.

Kirken var heldigvis åben og jeg vil anbefale dig at slå et smut forbi, det der må være ‘kirken med danmarks smukkeste beliggenhed’.

Jeg er sikker på at øen vil tage sig ud fra sin allerbedste side en efterårsdag, så hermed er tippet givet videre, hvis du mangler en ide til en smuk gå-tur i det østjyske.

Gå på en god historie – Den genfundne Bro

For én som mig der kan miste alt fra briller til min bil, er det alligevel overraskende at en bro kan blive væk. Men den skal jo være væk for at kunne blive fundet igen. Og det er lige der ugens indlæg tager dig med til: ”Den genfundne bro”.

På vejen gennem det midtjyske landskab hvor vejene blev smallere og smallere og der kom meget langt mellem husene, virkede det dog ikke helt lige så usandsynligt at en bro kunne forsvinde. GPS´en viste os til en grus parkeringsplads og herfra kunne vores gå-tur, begynde.

Men først lidt historie:

Broen blev bygget i 1899 hvor den skulle føre en privat jernbane over Gudenåen. Banen gik fra Horsens til Bryrup, og turen blev kendt som ‘Danmarks smukkeste jernbane’, på grund af den fantastiske rute gennem skoven. I 1929 skulle der nye toge til og man turde ikke føre de tungere toge over stålgitter-broen. Derfor blev den dækket til, og lå ind til 2013 inde i en dæmning.

Det jeg syntes er mest fantastisk ved hele historien, er at da broen endelig blev gravet ud var den ikke som ventet rustet væk. I stedt kom den smukke røde jernkonstruktion frem, da dæmningen blev fjernet som en del af et vandløbs projekt.

Broen blev restaureret og der blev tilføjet planker så man kan gå over den – og vigtigst af alt: et rækværk! Det sidste sætter man meget pris på når man går i højde med trætoppene på den over 13 meter høje bro.

Det er en meget storslået oplevelse at se Guden åen fra toppen af og få en fornemmelse for hvordan fuglene oplever at færdes i en skov i mange meters højde.

Og så er kontrasten mellem naturen og det meget flotte jernbanebro så slående og smuk at det nærmest er et kunstværk i sig selv.

Det er nok de færreste der lige kommer forbi Brændstrup, men jeg vil anbefale dig at tage den omvej der skal til for at gå en tur på denne gode historie.

Om at give glæden videre

denenefodforandenanden.dk

For en del år siden have jeg en lille oplevelse som har sat nogle tanker igang hos mig:

Undervejs på en kirkegårds-gåtur, tog jeg et lille hvil på en bænk. Da jeg slog blikket ned, var der en lille mand med pibe og hat, fint lavet af grene og agern. Det fik mig til at smile og gå lidt gladere fra bænken end jeg kom.

Siden har jeg tænkt over at det er en form for generøsitet – at skabe noget som giver glæde og smil til andre. Det er jo ikke meget der skal til. Og det er nok lidt store ord at kalde det kunst; et par grene, nogle agern og et blad. Men det gør det samme som når vi smiler til en fremmet på gaden. Man føler sig set et øjeblik, af at have mødt venlighed.

I sommer oplevede jeg dette fænomen, da vi gik Hammeren rundt. En masse sten-stabler som stod tæt på et område ned mod vandet. Det var meget smukt – du kan se et billede af det øverst i denne artikel. Det er ikke lykkes mig at finde historien bag denne naturudsmykning, men oprindeligt stammer stablerne af 7 sten fra den Buddhistiske tradition. 

Jeg har mødt det i flere forskellige former på mine gå-ture:

  • En lille sandskulptur der ligner en ynglingshund.
  • En naturcollage lavet i skoven i efterårsfarver.
  • En farverig kridt tegning på et fortorvet: “Ha´ en dejlig dag”

og så en af de mere humoristiske. Et ordsprog omsat til billedsprog:

 

Categories: Reflektion Tags: Tags:

Frederiksberg have

Frederiksberg Have er ikke ligefrem et ukendt sted for de fleste der bor i Storkøbenhavn. Alligevel syntes jeg den fortjener en omtale hér. Særligt for dig der er på tur eller ferie i København, da der er mange oplevelser at hente her – uden at tage en krone op af lommen.

Havens vestlige del er præget af en meget stor gul bygning: Frederiksberg Slot. Det er bygget med tydelig inspiration fra Italiensk barok stil, der leder tankerne hen på kendte sydeuropæiske slotte.

Parken er meget smukt anlagt med stor variation, så her er hele tiden noget nyt at kigge på. Det er super godt for det er muligt at gå mange kilometer på de snoede stier.

Et lille tip er at bruge telefonnummeret på de skilte der er sat op ved bygningerne i anlægget. Det er historie formidling på et niveau der er interessant for alle i familien. I telefonen hører du “Christian d. 6.” fortælle historier om stedet.

Vand er brugt som virkemiddel på en meget varieret måde, forskellige steder i parken.  Der er små kanaler, søer og vandfald, som hver især bidrager med deres særlige stemning. Det understreger også den tydelige inspiration som er hentet fra andre lande og kontinenter. Særligt Norge og Kina er meget tydeligt repræsenteret i både arkitektur og landskabsdesign.

Et sted jeg holder særligt af i Frederiksberg Have, er den plads hvor man kan stå og se ind til elefanterne i Zoologisk Have. Det giver en ekstra oplevelse for parkens gæster. Det er et virkelig godt træk som viser generøsitet fra Zoo´s side. Jeg bliver stolt af at vi i Danmark kan vise sådan en park frem til besøgende fra udlandet.

Et lille bonus-tip:

Frederiksberg Slot har en kirke med et meget smukt og dekoreret kirkerum. Der er ikke altid adgang, men når du nu er i nærheden, så tjek lige om det er muligt at se denne meget unikke lille kirke. Den er en lille afstikker værd.

Autentisk Bornholmsk charme

Lige dér hvor Rønne lufthavn slutter, starter en lille, charmerende by som er et godt bud på en destination, hvis du vil besøge en Bornholmsk by som ikke er propfuld af turister, selv på en juli-dag.

Arnager er et lille fiskerleje  (godt 150 indbyggere) der ligger 8 km fra Rønne på vejen mod Dueodde. Byen er kendt for den lange træbro som forbinder den med havnen som ligger 200 meter fra kysten: Broen er Nordeuropas længste bygget af træ.

Byen er skøn til at gå i, med små gader som snoer sig op og ned i landskabet. Her er også et røgeri, hvor frokosten eller aftensmaden kan nydes. Det ligger lidt afsides hvilket gør det meget familievenligt. Den tilhørende legeplads så meget populær ud blandt røgeriets yngste gæster.

Hvis du har parkeret ved røgeriet og går ned til vandet, vil jeg varmt anbefale dig at gå en lille omvej ned ad Varpeløkken til den gule gård. Her fandt jeg en sommerferiedag, et lille galleri med sand på gulvet og svaler under bjælkerne og smukke billeder på væggen. Indretningen var meget finurlig og gav en god helhedsoplevelse af galleriet, der osede af ferie-stemning. 

Der kunne købes kaffe og muffins til at nyde i den meget idylliske gård. Her siger billeder vist mere end ord:

Dit besøg i Arnager er ikke fuldendt før du er blevet blæst godt igennem på turen ud til den lille havn på den flotte træbro. Jeg ved ikke om jeg havde mod på at gå derud en blæsende efterårsdag. På en sommerdag hvor der var sol og godt gang i Østersøen, var det en meget sanselig oplevelse.

God tur

Categories: Gå ved vandet Tags: Tags: , ,

Snaptun

Det kan godt være at jeg har et blindt punkt for de bynavne der er i mit eget område. Men jeg syntes altså at der er et sandt overflødighedshorn af underfundige navne i Østjylland, hvor vi fik lov at tilbringe en ferie uge. Bare for at nævne nogle få: Glud, Pøt, As og så Snaptun.

Spantun er en lille havneby der ligger lidt nord for Juelsminde med knapt 500 indbyggere og hele to færger ud til øerne Hjarnø og Endelave. Der er også en havn hvor både erhvervsfiskere og fritidssejlere holder til. En gå-tur her byder på unplugged natur og charmerende havneliv.

Der går en natursti igennem byen som på i alt 22 km. Vi valgte en lille del ud og gik rundt om byen – en tur på ca. 5 km. Naturen var varieret undervejs, men fællesnævneren var ‘uberørt natur’. En dejlig afveksling når man som jeg ofte går i parker og på anlagte områder, som der jo er flest af i København.

En del af stien gik så tæt ved vandet som det er muligt at gå uden at få våde sko –  med siv på begge sider og en skøn udsigt over mod Hjarnø. Undervejs passerede vi en granskov som nok er den tætteste skov jeg nogen sinde har set. Træerne stod næsten stamme mod stamme. Her kunne man i al fald ikke gå!

Turen sluttede ned ad Havnevej med havet som smuk baggrund og en charmernede by på begge sider af vejen. Området er meget præget af “True North” – en efterskole – som rent arkitekturmæssigt er sluppet godt fra at fylde godt på begge sider af vejen: Stedet virker åbent og indbydende og der bidrages til byen med det meget flotte vægmaleri som du kan se øverst i dette indlæg.

Solbjerg park-kirkegård

Mit første indtryk af Solbjerg park kirkegård, er at her er fred. Ikke kun gravfred, men også ro og fred for os der går tur her. Det er der ikke mange der gør, en regnvåd lørdag.

Kirkegården er ved at blive omlagt til et rekreativt område. Det er dog en meget lang proces som først vil være afsluttet i 2050. Men som et led i omlægningen er der ind til videre blevet lavet 5 ellipse formet rum i det 18 ha store område.

Jeg læste først på wikipedia om de 5 haverum da jeg kom hjem fra min gåtur. Men de er ret vellykket, for det var også dem – som jeg havde fundet mest bemærkelsesværdige ved parkkirkegården. Særligt vandhaven er meget smuk, og det der gør dette anlæg særligt virkningsfuldt er at der løber en lille kanal igennem haven som både starter og slutter uden for ellipsen.

Kirkegården er et oplagt sted at gå venindetur. Her er ikke gode lange stier og allér hvor benene bare kan gøre arbejdet og der ikke er så meget til at afbryder snakken.

Hvis man foretrækker den gå-form som Anna Skyggebjerg…i sin bog kalder ”interval træning” er dette også stedet. De ellipse formede haverum er nemlig indhegnet af høje hække og der er bænke hvor man kan side i fred og fortsætte samtalen.

”…først går vi rundt i Frederiksberg have; vi kalder det for intervaltræning, fordi vi indimellem sætter os på en bænk.” Anna Skyggebjerg fra bogen: ”gå tur – om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden.”

Hvis du er alene på tur og vil sidde i ro og fred i et af de lukkede haverum, kan du tage Anna Skyggebjergs bog med. Den kan lånes på e-reolen. Jeg har været meget glad for at læse den og du kan se min anmeldelse her. 

Rigtig god tur.

Om at gå på vandet

Måske har du hørt udtrykket “havets stavgængere”? Hvis du har været ved en dansk strand om sommeren i løbet af de sidste 3 år, har du helt sikkert set én: SUP eller Stand Up Paddle.

Jeg er én af dem der er blevet grebet af denne meget rolige og overskuelige form for vandsport. Det er nu 3. sæson jeg har mit board og jeg har haft mulighed for at padle mange forskellige steder i Danmark.

Som voksen er processen med at gå på landjorden automatiseret, men når du skal lære at holde balance med et bræt under fødderne, er det nemt at forstå de udfordringer en tumling har, når han skal lære at gå: Det kræver kontrol over hele kroppen, og det kan være en ide at blive god til at kravle før man går. I denne sammenhæng er det: at padle mens man står på knæ.

At bevæge sig rundt på en SUP minder meget om at gå tur, fordi du bevæger dig langsomt gennem landskabet, og har mulighed for at absorbere de indtryk du møder undervejs. Når først du har lært at holde balancen og kan rette fokus væk fra at holde dig oprejst, er der en helt unik naturoplevelse som belønning. Der er en særlig ro når du opholder dig på vandet. Padler du på stille vand, er det rolige og gentagende bevægelser som understøtter følelsen af ro. Det giver et nyt syn på den natur der er på land – når den ses fra vandsiden. Derudover er der også hele oplevelsen af havlivet. Dét bevæger sig lige under dine fødder og du skal bare observere det.

Samtidig med at SUP er blevet mere udbredt i Danmark, er der en anden disciplin som også har fået vind i sejlene. Og det er yoga på SUP. Det er ikke noget jeg har prøvet, men jeg kan sagtens forstå at kombinationen er opstået: Når jeg padler er oplevelsen gennemsyret af ro, fordybelse og koncentration. Det kan næsten nærme sig meditations-niveau, når man er alene og kan fordybe sig helt i oplevelsen. For mit eget vedkommende betyder det at jeg opbygger energi.

Hvis du får chancen for at prøve at “gå stavgang på havet” vil jeg varmt anbefale dig at gribe den. Der venter gode oplevelser forude. Husk dog at have en ven på land, der holder øje med dig! 😉

Hammerknuden rundt

Hammerknuden bør efter min mening stå på  top-5-listen over steder-at-se, når du besøger Bornholm. En gåtur hér rummer essensen af Bornholm: Hav og masser af klipper.

En af min barndoms bedste ferier var på Sandvig familiecamping og mindet om første gang jeg så Opalsøen, står stadig meget klart i min erindring. Denne sommer havde jeg fornøjelsen af at kunne tage min egen teenager med Hammerknuden rundt og det var en storslået oplevelse. Og teenageren beviste at turen god kan gennemføres i et par Birkenstock sandaler, så der er ingen undskyldning for ikke at komme afsted 🙂

Her får du et kort resume af hvad ruten byder på:
Turen er på 7 km og tager 2-3 timer alt afhængig af hvor mange udkigs-pauser I tager undervejs. Bilen kan parkeres ved Sandvig familiecamping. Der er en fuldstændig betagende udsigt på hele ruten og på meget af turen er der kig ud over Østersøen. Nogle steder rejser klipperne sig højt, både ved siden af stien og ned mod vandet.

Ruten er afmærket med blåt og veksler imellem sti og muligheden for at gå på klipper. Så det er ikke en tur hvor barnevognen skal med 🙂 

Hammerhavn ligger ca. halvvejs og er en lille afstikker værd. Her er der både mulighed for at bruge toiletterne og at få tanket sukkerdepoterne op med en is.

Opalsøen er en så enestående natur-oplevelse at dén alene ville være hele turen værd. Det klare vand er omkranset af klipper på alle sider. Her er der (i sommer sæsonen) mulighed for at springe i det dybe vand fra klipperne – eller at tage en tur med Danmarks længste tovbane over søen (se mere her).

Når I forlader Opalsøen er der ikke langt til parkeringspladsen hvor turen kan afsluttes med at få kølet fødderne i Østersøen ved Sandvig strand lige ved siden af.